Fortælling

I 2006 var jeg anbragt på en åben institution for unge. Hver dag var planlagt for den enkelte, og herunder var der planlagt en masse sportsaktiviteter for hver af afdelingerne. En regnvejrsdag sidst på sommeren spillede vi volleyball i gymnastiksalen, som vi altid brugte, når vejret ikke lod os være ude. Holdene var delt i en blanding af unge og pædagoger, og alle kæmpede det de kunne for deres hold. Jeg, den eneste pige på min afdeling, havde lidt svært ved at hoppe højt nok til at slå bolden over nettet, som hang omkring 2,4 meter oppe. Midt i spillet bad en af de andre unge om at gå på toilettet. Han fik lov, og spillet blev sat på pause. Da henvendte en af pædagogerne sig til mig og sagde:

”Jeg kaster bolden til dig, og prøv du så at hoppe op og slå den over nettet.”

Lidt flov over at skulle stå sådan foran de andre, og uden at vide, hvor det ville føre hen, svarede jeg ydmygt:

”Ej det vil jeg helst ikke. Jeg gør jo hvad jeg kan, når vi spiller.”

Vi diskuterede det kort, og jeg gav tydeligt udtryk for at jeg følte mig meget presset og utilpas. Pædagogen var fast besluttet, og sagde overlegent:

 ”Du får jo besøg af dine to små kusiner i morgen ikk? Hvis du ikke hopper bliver besøget aflyst!”

Stemningen i salen var nu virkelig anspændt, og da jeg kiggede rundt så jeg medfølelsen i de andre unges øjne, og foragten i pædagogernes ansigter. Men ingen sagde noget. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg, og gjorde tegn til pædagogen om at han jo så måtte kaste bolden.

”Du begynder bare at hoppe!” lød det skarpt fra ham.

Jeg måtte bruge alle kræfter for at styre de følelser af ydmygelse, svigt og had, der strømmede ind over mig, inden jeg satte i gang. Men han kastede aldrig bolden. Jeg stod bare og hoppede, op og ned, foran hele afdelingen og flere pædagoger.

Efter lidt gik spillet videre, og resten af dagen gik sin gang.

Om aftenen, da vi unge var på vores værelser, overhørte jeg pædagogernes møde. Mit værelse lå ved siden af køkkenet, hvor de sad, hver eftermiddag og aften, og snakkede om os unge. Den aften var vi kun lige kommet ind på værelset, da jeg hørte en af de andre pædagoger hæver stemmen og endelig konfronterer den pædagog, der havde bedt mig hoppe. De diskuterede, og det var med splittede følelser at jeg lyttede med, mens han fik rent besked. Jeg var fuld af fryd over at han ikke fik opbakning fra de andre, men samtidig kunne jeg jo ikke bruge dette til noget. Ydmygelsen var sket.