En pædagogisk oplevelse

Min første pædagogiske oplevelse.

Jeg vil fortælle om en af de første pædagogiske oplevelser jeg havde, jeg var lige startet i en vuggestue med 12 skønne børn 2 pædagoger og mig som medhjælper.

Det var en rigtig kold vinterdag i januar måned og alle børnene skulle en tur på legepladsen, jeg tog fire børn med ud i gardaroben to drenge og to piger på ca 2 år, det er en dejlig stor gardaroben med god plads på gulvet så børnene kan sidde og lære selv at tage deres tøj på og med fine billeder på væggen af deres familier søskende og dyr.

På grund af vejret var det både vinterstøvler flyverdragter og tykke trøjer de skulle have på, jeg finder det frem til dem og ligger det på gulvet, så siger jeg til børnene så børn så skal i tage jeres tøj på,  alle børnene kigger mærkeligt på mig og leger videre med deres flyverdragter, og kikker på alle de fine billeder på væggen, jeg bliver helt forvirret og tænker "hvorfor tager de ikke tøjet på når jeg nu siger det til dem." ? Jeg siger det igen men stadig ingen reaktion, jeg giver dem til sidst tøjet på.

Næste dag skal vi igen ud på legepladsen men denne gang har vi flere børn med ude i gardaroben så vi er er to voksne med derude, igen tager jeg tøjet ned til dem ligger det på gulvet og siger  så børn så skal i tage jeres tøj på, igen sidder de bare og kigger på mig og leger videre.  Den anden pædagog kommer ud i gardaroben glad og smilende og siger så børn så skal vi have tøj på, lad os se hvem der først får hjemmeskoene af, og pludselig er alle børnene igang med at tage tøj på selv, bagefter laver hun en leg ud af at tage tøj på hun synger hvem kan få hånden ud,og hvem kan få foden ud.  Ret hurtigt har alle børnene fået deres overtøj på :-)

En hård arbejdsdag

En dag på en intuition jeg har arbejdet på for anbragte unge, havde dagen forløbet rolig. Alt var gået som planlagt og efter de rigtige rutiner. Om aftenen skulle nogle af børnene puttes, det havde vagt lidt uro mellem 2 børn, som ikke ville sove, men hellere ville lege. De havde fået besked på at sove flere gange af en anden pædagog. I mens jeg er i gang med at putte et barn, bliver jeg kontaktet af en kollega som manglede min hjælp. For på få minutter havde de 2 børn fået et ekstra barn med i legen, som havde udviklet sig, så de havde barrikaderet døren op til førstesalen med et kosteskaft, og var begyndt at smide ting ned i opgangen. Kollega og jeg stod ude foran døren og kunne hører at det var større og større ting som blev smidt ned. Vi prøvede flere gange at forsøge at komme derind til dem, da kosten var blevet væltet af de ting som var blevet smidt ned. Men hvergang vi prøvede at komme op blev der kastet ting efter os, som f.eks. Urtepotter eller stole. Så for egen sikkerhed blev vi nedenunder, for som en kollega sagde, så søgte de vores opmærksomhed og vores reaktion, så jeg fik afvide at de lige skulle have fem minutter tilbat falde til ro. Men det hjalp ikke, da de fortsatte med at smadre ting. På et tidspunkt var vi nød til at isolere 3 andre børn inde på et vagtværelse, da de var meget utrygge ved situationen. Til sidst var mandlig kollega og jeg nød til at få situationen under kontrol, så vi valgte at tage spande over hovedet, så spanden kunne tage det meste af slaget hvis vi fik smidt noget i hovedet. På vejen derop skulle vi kravle over stole, legetøj, kasser og en masse andre ting som var blevet smidt ned, og i mens kunne vi hører at de grinte og der blev sagt “ nu kommer de”.. på vejen op kunne vi se at det hele sejlede i en blanding af vand og sæbe, så vi flere gange var ved falde. Da vi fik fat i børnene fik de afvide med hård tone det ville vi aldrig se igen, og hvordan de dog kunne finde på at gøre sådan noget. De blev placeret inde på hvert sit rum så de kunne tænke over hvad de havde gjort, mens os pædagoger fik fjernet noget af det ødelagte, så de kunne komme fordi og direkte i seng. Efter følgende kom vores leder derud og så hvad der var sket, og om morgenen tog han de 3 unger til samtale. Konsekvensen for det de havde gjort var at de skulle betale for det meste af det de havde smadret, samt hver fredag i 4 uger skulle de op på ledernes kontor for at aflevere deres lomme penge. Dvs at deres legetøjs opsparinger blev tømt, plus at de heller ingen penge havde til vinterferien, hvor der var kolonitur. De skulle også rydde det hele op, da de skulle lærer at vi voksne ikke gjorde alt for dem.

1960'erne og 1970'erne

1960’erne en pædagogisk historie (ark: enoksen m 1)

Alexander Sutherland Neill (1883-1973)

Med Sommerhill skolen og sine mange bøger om fri pædagogik får han stor indflydelse på pædagogikken i Danmark i 1960’erne og 1970’erne. Han går ind for barnets selvregulering, men ikke ”gør hvad du vil”. Det frie barn lever i overensstemmelse med sine kropslige drifter og psykiske impulser. Den voksne skal ikke styre eller hæmme barnet, men dog ikke overlades til sig selv. Tror at barnet selv styre sin læring, de kan hvis de vil, hvis de finder meningsfuldt og givende.

 

Jean Piaget (1896-1980)

En af de mest fremtrædende repræsentanter for den indlæringspædagogiske opfattelse eller den såkaldte kognitive (erkendelses) teori. Børns udvikling følger et bestemt mønster, trin efter trin, og et trin kan ikke springes over. Hvert trin er vigtig for den videre udvikling. Mener mennesket  er aktivt handlende og erkendende, og dets handlinger styres af mennesket selv og kun en mindre grad af ydre påvirkning. Han er dialektiker, barnet påvirker sin omverden, som så påvirker barnet, så der fra et lavere erkendelsesniveau føres mod et højere.

Første pædagog strejke

15. april 1966. De vil have det samme som sygeplejerskerne, som de gjorde frem til 1961, hvor det lykkes sygeplejerskerne at komme igennem med lønforbedringer, det gjorde pædagogerne ikke.   Det varer en dag og giver resultat. Økonomiminister Ivan Nørgaard (S) fordobler sit løntilbud og en ny respekt er opstået.

I april 1962 etableres for første gang en arbejdsløshedskasse for pædagoger.

Et af Dansk Børnehaveråds mærkesager op gennem 50’erne er at få børnehavepædagoguddannelsen forlænget fra to til tre år. Først i maj 1969 vedtager folketinget at forlænge børnehavepædagoguddannelsen og fritidspædagoguddannelsen med et år. Samtidig lægges uddannelsen om, så de teoretiske fag breder sig på de kreative fags bekostning. Offentligheden reagerer noget negativt, men de faglige organisationer – Dansk Børnehaveråd og Foreningen af Fritidspædagogerne – holder lav profil. De er lykkelige over forlængelsen. Bl.a. af lønpolitiske grunde. En såkaldt tjenestemandskommission arbejder på et forslag til hvordan faggrupperne skal indplaceres i et nyt offentligt lønsystem. Forlængelsen kombineret med en vis akademisering af uddannelsen, vil forhåbentligt gavne pædagogerne.

I løbet af 1960’erne oprettes der nye børnehave- og fritidspædagogseminarier i flere storbyer.

I 1960’erne fik børn mere frihed. De måtte lege selv og sige deres mening til en vis grænse. Man er meget påvirket af Piagets kognitive udviklingsteori, så man koncentrerer sig om at påvirke børns intellektuelle udvikling efter hans stadieteori.

1960’erne var oprørets tid. For ungdommen og studenterne. Kvinderne kom i arbejde. Børn passes ude.

1965 kommer ny lov om børne- og ungdomsforsorg.

1970'erne:

Der bliver oprettet kollektiver, bofællesskaber og store familier, mens mange kvinder bliver erhvervsaktive - går på arbejde.

Christiania bliver dannet, hvor det alternative er i fokus

Fokus på børns liv, børn bliver for alvor taget alvorlogt, også i medierne.

Kommunerne overtager også daginstitutionerne - også økonomien

Antallet af seminarier stiger og studiepladser øges

Bupl oprettes - pædagogernes fagforening

Ligelønsloven bliver vedtaget, så kvinder kan få det samme i løn som mænd i samme arbejde.

de første pædagogstuderende på den 3 årige uddannelse bliver optaget i 1970.

 

Fortælling

I 2006 var jeg anbragt på en åben institution for unge. Hver dag var planlagt for den enkelte, og herunder var der planlagt en masse sportsaktiviteter for hver af afdelingerne. En regnvejrsdag sidst på sommeren spillede vi volleyball i gymnastiksalen, som vi altid brugte, når vejret ikke lod os være ude. Holdene var delt i en blanding af unge og pædagoger, og alle kæmpede det de kunne for deres hold. Jeg, den eneste pige på min afdeling, havde lidt svært ved at hoppe højt nok til at slå bolden over nettet, som hang omkring 2,4 meter oppe. Midt i spillet bad en af de andre unge om at gå på toilettet. Han fik lov, og spillet blev sat på pause. Da henvendte en af pædagogerne sig til mig og sagde:

”Jeg kaster bolden til dig, og prøv du så at hoppe op og slå den over nettet.”

Lidt flov over at skulle stå sådan foran de andre, og uden at vide, hvor det ville føre hen, svarede jeg ydmygt:

”Ej det vil jeg helst ikke. Jeg gør jo hvad jeg kan, når vi spiller.”

Vi diskuterede det kort, og jeg gav tydeligt udtryk for at jeg følte mig meget presset og utilpas. Pædagogen var fast besluttet, og sagde overlegent:

 ”Du får jo besøg af dine to små kusiner i morgen ikk? Hvis du ikke hopper bliver besøget aflyst!”

Stemningen i salen var nu virkelig anspændt, og da jeg kiggede rundt så jeg medfølelsen i de andre unges øjne, og foragten i pædagogernes ansigter. Men ingen sagde noget. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg, og gjorde tegn til pædagogen om at han jo så måtte kaste bolden.

”Du begynder bare at hoppe!” lød det skarpt fra ham.

Jeg måtte bruge alle kræfter for at styre de følelser af ydmygelse, svigt og had, der strømmede ind over mig, inden jeg satte i gang. Men han kastede aldrig bolden. Jeg stod bare og hoppede, op og ned, foran hele afdelingen og flere pædagoger.

Efter lidt gik spillet videre, og resten af dagen gik sin gang.

Om aftenen, da vi unge var på vores værelser, overhørte jeg pædagogernes møde. Mit værelse lå ved siden af køkkenet, hvor de sad, hver eftermiddag og aften, og snakkede om os unge. Den aften var vi kun lige kommet ind på værelset, da jeg hørte en af de andre pædagoger hæver stemmen og endelig konfronterer den pædagog, der havde bedt mig hoppe. De diskuterede, og det var med splittede følelser at jeg lyttede med, mens han fik rent besked. Jeg var fuld af fryd over at han ikke fik opbakning fra de andre, men samtidig kunne jeg jo ikke bruge dette til noget. Ydmygelsen var sket.