Begrebsliste over den ensomme kondisveder

Begrebsliste over historie ”Den ensomme kondisveder”

Anerkendelse bliver vist i ”Kastanjen”, ved at Aksel selv bestemmer mængden af de ritter sport han vil købe, da det ville være etisk forkert at forsøge at bestemme for Aksel, og igen da Aksel vælger crossfit maskinen frem for at cykle. Han vælger også selv sit træningstøj

Det asymmetriske forhold giver plads til ligeværd, da kontaktpædagogen Camilla vælger at træne sammen, side om side, med Aksel.

Omsorgen ses fra pædagogernes side ved at de ønsker det bedste for Aksel, hans helbred og livskvalitet.

Det fælles tredje. Camilla forsøger at skabe et fælles tredje idet hun cykler sammen med Aksel, men dette kan ikke skabes, da Aksel ikke deler hendes interesse for cykling

Didaktiske overvejelser bliver gjort i håb om at fremme Aksels interesse for cykling ved køb af ny blå træningsdragt, samt billede af cykling på dagsordenen og det at de både forklare og er fælles med ham om at cykle

Selvbestemmelse: Aksel får selv lov til at bestemme hvilken farve hans træningstøj skal være, og at han hellere vil cykle på Cross fit maskinen.

Eksklusion sker i historien da han bliver udelukket af fællesskabet, f.eks. da han kommer ned i fællesrummet og ingen vil sidde ved siden af ham, eller da de skal samle blomster men ingen vil gå sammen med Aksel.

Intervenere sker da pædagogen Camilla vil hjælpe aksel i gang med cykling ved selv at sidde sig op på cyklen dermed sker der en interaktion altså der sker et sammenspil i en kort periode.

Kommunikation mellem pædagogerne og Aksel bliver støttet med visuelle hjælpemidler, som billedet af cyklen, for at Aksel nemt kan se hvad der skal ske.

Den ensomme kondisveder

Den ensomme kondisveder

Bostedet ”Kastanjen”, som ligger i Kolding, er et bosted for voksne udviklingshæmmede fra 37 år og op efter. Det ligger i udkanten af Kolding, i et naturfrodigt område. Bostedet gør meget brug af denne natur for at stimulerer beboernes sanser og bidrage til det sociale samliv. Bostedet har tre pædagoger ansat og otte beboere. En af disse beboere er Aksel på 44 år, der er født med Downs syndrom. I sidste måned var hele bostedet på Tysklands tur, hvor de efter en god Hansi koncert, gjorde hold ved grænsen, for at handle. Her købte Aksel slik i lange baner, og specielt mange ritter sport, som er hans yndlings chokolade. I tiden derefter har Aksel taget meget på, og det er ham uforstående, hvorfor flere af hans bukser pludselig ikke længere passer. Hovedpine og sløvhed er begyndt at plage ham jævnligt, og da pædagogerne bemærker dette, får de en læge tid til Aksel, efter samtale med ham. Ved lægen får Aksel af vide at hans risiko for at få diabetes 2 er stor, og at han bør ændre sine kostvaner og dyrke noget motion. Efter lægebesøget får Aksel købt et flot ny træningsdragt i hans yndlingsfarve blå, og det fremgår af hans dagsorden at han skal cykle en halv time om dagen. Aksel er ikke meget for cyklen, og han mister hurtigt interessen, hvis pædagogerne da overhovedet får ham op på den. Efter nogle uger med flere forgæves forsøg, prøver Aksels kontaktpædagog Camilla en dag en ny tilgang til opgaven. Klokken to, hvor der på Aksels dagorden er et billede af en cykel, klæder Camilla om til træningstøj. Derefter henter hun Aksel fra fællesstuen og fortæller ham begejstret at hun vil træne med ham. Den første dag kommer Aksel da også op på cyklen, men interessen falder hurtigt igen de følgende dage. Hun har prøvet at motiverer ham både ved selv at deltage fysisk, og hun har forklaret ham hvor vigtig motion er for ens krop og helbred, men det virker ikke til at Aksel tager sig af det. En dag lægger Camilla mærke til at Aksel kigger meget interesseret på crossfit maskinen, der også står i motionsrummet. Da Camilla spørger Aksel om han vil prøve maskinen bliver han meget begejstret, og han giver den også alt hvad han kan i 11 minutter, mens Camilla roser hans energi og entusiasme. Med et går det op for Camilla at de aldrig har spurgt Aksel om hans mening og interesser. Aksel er meget glad for Crossfit maskinen og arbejder flittigt alle dage. Nu er der bare opstået et dilemma. Aksel knokler på maskinen, men når han så er færdig, nægter han at bade. Pædagogerne har gjort alt for at opfordre ham til det; bl.a. har han fået stillet en radio ud på badeværelset, fået sjove badedyr, og shampooer med duften af æble, der er Aksels yndlingsduft. Han er endda blevet tilbud at bade i badekar, men lige lidt hjælper det. En tirsdag, hvor de plejer at lave fælles udendørs aktiviteter, står den på blomsterbinding, hvor blomsterne først udvælges og plukkes, hvorefter de bindes op til en buket, der i sidste ende skal være et symbol for individets humør den gældende dag. De skal gå sammen to og to, og denne pardannelse sker normalt nemt ved at beboerne selv finder sammen. Camilla opdager at Aksel bliver afvist af den gruppe han opsøger. Hun henvender sig til gruppen med Aksel ved sin side og spørger hvorfor Aksel ikke må gå med dem ud at plukke blomster. ”Han er ulækker!” ”Han lugter af ko!”. Camilla ser på Aksel, der ikke umiddelbart reagerer på den tilkendegivende opfattelse af ham. Camilla beslutter sig for at følges med Aksel, og bemærker at han i dag plukker blomster i alle farver, hvorimod han altid plejer kun at være opmærksom på de blå violer. Da de kommer til opbindingen af buketten, hvor Aksel ellers plejer at være meget selvstændig, deltager han næsten ikke ,og Camilla må konstant spørge til, hvordan Aksel ønsker sin buket, og hvor hver enkel blomst skal være. Aksel svarer uinteresseret og er mere optaget af at følge med i de andres buketter. Denne passive tilgang til aktiviteten ser pædagogerne mere og mere af i de følgende dage, og Aksel opholder sig mest i sin lejlighed. En dag efter træning opfodrer Camilla Aksel til at gå med i fællesstuen og hygge i stedet for at gå ind til sig selv. Aksel tænker lidt over det, og beslutter sig derefter for at gå med. Han sætter sig først ved siden af Dorthe, som hurtigt rykker væk fra ham og udbryder: ”Aaddd du lugter!”. Denne reaktion fra Dorthe får Aksel til i stedet at stille sig hen til spisebordet, hvor hans gode ven Per sidder og lægger puslespil. Aksel læner sig ind over bordet for at være med, men da tager Per sig til næsen og ser undren på Aksel og spørger: ”hvorfor lugter du sådan?”. Aksel ser forvirret på Per og svarer forlegent: ”sku du spørge fra nogen måske?”. Per slår armen ud og skubber Aksel væk fra bordet, mens han med sin anden arm dækker for puslespillet og vrisser: ”Gå med dig. Du må ikke være med. Du lugter!”. Aksel udbryder med skælvende stemme: ”Du er ikke min ven mere!”, hvorefter han forlader fællesstuen og går ind til sig selv.

Forældrebrev

Kære forældre

Vi har, i løbet af den seneste måned, arbejdet med eventyr og fortællinger. Der er blevet etableret et eventyrrum, hvor vi har skabt en passende atmosfære der lægger op til børnenes egen fantasi. Børnene har været delt op i grupper, hvor de blandt andet har skullet opfinde eventyr med rekvisitter, som vi har stillet til rådighed. Ved samling har børnene haft mulighed for at rejse sig op og fortælle hvis de har haft noget på hjertet.

Personalegruppen har øvet sig i at indleve sig i fortællingerne, for derved at gøre dem mere interessante og fængende for børnene. 

Igennem eventyrforløbet lærer børnene blandt andet at bruge kroppen til at udtrykke sig med, ligesom de lærer at være i fokus og være gode lyttere. Derudover har forløbet været med til at styrke børnenes kreativitet og fantasi.

Brev til kollegaer

Kære kollegaer

I løbet af den seneste måned, har vi her i børnehaven "Kastanjen", arbejdet med eventyr og fortællinger. Vi har etableret et eventyrrum til børnene, hvor vi har skabt en passende atmosfære der lægger op til børnenes egen fantasi. Vi har eksperimenteret med nogle forskellige børnekonstellationer, med henblik på at udvikle deres sociale relationer. Børnene har skullet opfinde eventyr og fortællinger ud fra rekvisitter, som vi har stillet til rådighed.

Vi har i personalegruppen øvet os i at indleve os i fortællingerne, for derved at gøre dem mere interessante. Ved hjælp af dramatiske replikker, nuanceret toneleje og en fortællerhat. Fortællerhatten har været brugt som redskab til at hjælpe børnene med at holde fokus på både fortælleren og det fortalte.

Igennem eventyrforløbet lærer børnene blandt andet at bruge kroppen til at udtrykke sig med, ligesom de lærer at være i fokus og være gode lyttere. Derudover har forløbet været med til at styrke børnenes kreativitet og fantasi.

Kastanjen

Vores målgruppe er voksne - 40 år + - med nedsat psykisk funktionsevne og udviklingshæmning.

I Kastanjen er det den primære socialisering der bliver brugt, da vores brugere bor på institutionen og at det hovedsageligt er her de socialiseres. Derudover er der nogle af brugerne der også får den sekundære socialisering, igennem arbejde, klubber m.m.

Normer, egenskaber og værdier som ønskes fremmet i Kastanjen er medbestemmelse - brugerne har i høj grad mulighed for at få indflydelse på deres liv, i forhold til dagsmønster, indretning af lejlighed, m.v. Herudover vægter vi individuelle hensyn, forstået på den måde, at der tages udgangspunkt i den enkeltes evner og kompetencer.

En pædagogisk oplevelse

Min første pædagogiske oplevelse.

Jeg vil fortælle om en af de første pædagogiske oplevelser jeg havde, jeg var lige startet i en vuggestue med 12 skønne børn 2 pædagoger og mig som medhjælper.

Det var en rigtig kold vinterdag i januar måned og alle børnene skulle en tur på legepladsen, jeg tog fire børn med ud i gardaroben to drenge og to piger på ca 2 år, det er en dejlig stor gardaroben med god plads på gulvet så børnene kan sidde og lære selv at tage deres tøj på og med fine billeder på væggen af deres familier søskende og dyr.

På grund af vejret var det både vinterstøvler flyverdragter og tykke trøjer de skulle have på, jeg finder det frem til dem og ligger det på gulvet, så siger jeg til børnene så børn så skal i tage jeres tøj på,  alle børnene kigger mærkeligt på mig og leger videre med deres flyverdragter, og kikker på alle de fine billeder på væggen, jeg bliver helt forvirret og tænker "hvorfor tager de ikke tøjet på når jeg nu siger det til dem." ? Jeg siger det igen men stadig ingen reaktion, jeg giver dem til sidst tøjet på.

Næste dag skal vi igen ud på legepladsen men denne gang har vi flere børn med ude i gardaroben så vi er er to voksne med derude, igen tager jeg tøjet ned til dem ligger det på gulvet og siger  så børn så skal i tage jeres tøj på, igen sidder de bare og kigger på mig og leger videre.  Den anden pædagog kommer ud i gardaroben glad og smilende og siger så børn så skal vi have tøj på, lad os se hvem der først får hjemmeskoene af, og pludselig er alle børnene igang med at tage tøj på selv, bagefter laver hun en leg ud af at tage tøj på hun synger hvem kan få hånden ud,og hvem kan få foden ud.  Ret hurtigt har alle børnene fået deres overtøj på :-)

En hård arbejdsdag

En dag på en intuition jeg har arbejdet på for anbragte unge, havde dagen forløbet rolig. Alt var gået som planlagt og efter de rigtige rutiner. Om aftenen skulle nogle af børnene puttes, det havde vagt lidt uro mellem 2 børn, som ikke ville sove, men hellere ville lege. De havde fået besked på at sove flere gange af en anden pædagog. I mens jeg er i gang med at putte et barn, bliver jeg kontaktet af en kollega som manglede min hjælp. For på få minutter havde de 2 børn fået et ekstra barn med i legen, som havde udviklet sig, så de havde barrikaderet døren op til førstesalen med et kosteskaft, og var begyndt at smide ting ned i opgangen. Kollega og jeg stod ude foran døren og kunne hører at det var større og større ting som blev smidt ned. Vi prøvede flere gange at forsøge at komme derind til dem, da kosten var blevet væltet af de ting som var blevet smidt ned. Men hvergang vi prøvede at komme op blev der kastet ting efter os, som f.eks. Urtepotter eller stole. Så for egen sikkerhed blev vi nedenunder, for som en kollega sagde, så søgte de vores opmærksomhed og vores reaktion, så jeg fik afvide at de lige skulle have fem minutter tilbat falde til ro. Men det hjalp ikke, da de fortsatte med at smadre ting. På et tidspunkt var vi nød til at isolere 3 andre børn inde på et vagtværelse, da de var meget utrygge ved situationen. Til sidst var mandlig kollega og jeg nød til at få situationen under kontrol, så vi valgte at tage spande over hovedet, så spanden kunne tage det meste af slaget hvis vi fik smidt noget i hovedet. På vejen derop skulle vi kravle over stole, legetøj, kasser og en masse andre ting som var blevet smidt ned, og i mens kunne vi hører at de grinte og der blev sagt “ nu kommer de”.. på vejen op kunne vi se at det hele sejlede i en blanding af vand og sæbe, så vi flere gange var ved falde. Da vi fik fat i børnene fik de afvide med hård tone det ville vi aldrig se igen, og hvordan de dog kunne finde på at gøre sådan noget. De blev placeret inde på hvert sit rum så de kunne tænke over hvad de havde gjort, mens os pædagoger fik fjernet noget af det ødelagte, så de kunne komme fordi og direkte i seng. Efter følgende kom vores leder derud og så hvad der var sket, og om morgenen tog han de 3 unger til samtale. Konsekvensen for det de havde gjort var at de skulle betale for det meste af det de havde smadret, samt hver fredag i 4 uger skulle de op på ledernes kontor for at aflevere deres lomme penge. Dvs at deres legetøjs opsparinger blev tømt, plus at de heller ingen penge havde til vinterferien, hvor der var kolonitur. De skulle også rydde det hele op, da de skulle lærer at vi voksne ikke gjorde alt for dem.

1960'erne og 1970'erne

1960’erne en pædagogisk historie (ark: enoksen m 1)

Alexander Sutherland Neill (1883-1973)

Med Sommerhill skolen og sine mange bøger om fri pædagogik får han stor indflydelse på pædagogikken i Danmark i 1960’erne og 1970’erne. Han går ind for barnets selvregulering, men ikke ”gør hvad du vil”. Det frie barn lever i overensstemmelse med sine kropslige drifter og psykiske impulser. Den voksne skal ikke styre eller hæmme barnet, men dog ikke overlades til sig selv. Tror at barnet selv styre sin læring, de kan hvis de vil, hvis de finder meningsfuldt og givende.

 

Jean Piaget (1896-1980)

En af de mest fremtrædende repræsentanter for den indlæringspædagogiske opfattelse eller den såkaldte kognitive (erkendelses) teori. Børns udvikling følger et bestemt mønster, trin efter trin, og et trin kan ikke springes over. Hvert trin er vigtig for den videre udvikling. Mener mennesket  er aktivt handlende og erkendende, og dets handlinger styres af mennesket selv og kun en mindre grad af ydre påvirkning. Han er dialektiker, barnet påvirker sin omverden, som så påvirker barnet, så der fra et lavere erkendelsesniveau føres mod et højere.

Første pædagog strejke

15. april 1966. De vil have det samme som sygeplejerskerne, som de gjorde frem til 1961, hvor det lykkes sygeplejerskerne at komme igennem med lønforbedringer, det gjorde pædagogerne ikke.   Det varer en dag og giver resultat. Økonomiminister Ivan Nørgaard (S) fordobler sit løntilbud og en ny respekt er opstået.

I april 1962 etableres for første gang en arbejdsløshedskasse for pædagoger.

Et af Dansk Børnehaveråds mærkesager op gennem 50’erne er at få børnehavepædagoguddannelsen forlænget fra to til tre år. Først i maj 1969 vedtager folketinget at forlænge børnehavepædagoguddannelsen og fritidspædagoguddannelsen med et år. Samtidig lægges uddannelsen om, så de teoretiske fag breder sig på de kreative fags bekostning. Offentligheden reagerer noget negativt, men de faglige organisationer – Dansk Børnehaveråd og Foreningen af Fritidspædagogerne – holder lav profil. De er lykkelige over forlængelsen. Bl.a. af lønpolitiske grunde. En såkaldt tjenestemandskommission arbejder på et forslag til hvordan faggrupperne skal indplaceres i et nyt offentligt lønsystem. Forlængelsen kombineret med en vis akademisering af uddannelsen, vil forhåbentligt gavne pædagogerne.

I løbet af 1960’erne oprettes der nye børnehave- og fritidspædagogseminarier i flere storbyer.

I 1960’erne fik børn mere frihed. De måtte lege selv og sige deres mening til en vis grænse. Man er meget påvirket af Piagets kognitive udviklingsteori, så man koncentrerer sig om at påvirke børns intellektuelle udvikling efter hans stadieteori.

1960’erne var oprørets tid. For ungdommen og studenterne. Kvinderne kom i arbejde. Børn passes ude.

1965 kommer ny lov om børne- og ungdomsforsorg.

1970'erne:

Der bliver oprettet kollektiver, bofællesskaber og store familier, mens mange kvinder bliver erhvervsaktive - går på arbejde.

Christiania bliver dannet, hvor det alternative er i fokus

Fokus på børns liv, børn bliver for alvor taget alvorlogt, også i medierne.

Kommunerne overtager også daginstitutionerne - også økonomien

Antallet af seminarier stiger og studiepladser øges

Bupl oprettes - pædagogernes fagforening

Ligelønsloven bliver vedtaget, så kvinder kan få det samme i løn som mænd i samme arbejde.

de første pædagogstuderende på den 3 årige uddannelse bliver optaget i 1970.

 

Fortælling

I 2006 var jeg anbragt på en åben institution for unge. Hver dag var planlagt for den enkelte, og herunder var der planlagt en masse sportsaktiviteter for hver af afdelingerne. En regnvejrsdag sidst på sommeren spillede vi volleyball i gymnastiksalen, som vi altid brugte, når vejret ikke lod os være ude. Holdene var delt i en blanding af unge og pædagoger, og alle kæmpede det de kunne for deres hold. Jeg, den eneste pige på min afdeling, havde lidt svært ved at hoppe højt nok til at slå bolden over nettet, som hang omkring 2,4 meter oppe. Midt i spillet bad en af de andre unge om at gå på toilettet. Han fik lov, og spillet blev sat på pause. Da henvendte en af pædagogerne sig til mig og sagde:

”Jeg kaster bolden til dig, og prøv du så at hoppe op og slå den over nettet.”

Lidt flov over at skulle stå sådan foran de andre, og uden at vide, hvor det ville føre hen, svarede jeg ydmygt:

”Ej det vil jeg helst ikke. Jeg gør jo hvad jeg kan, når vi spiller.”

Vi diskuterede det kort, og jeg gav tydeligt udtryk for at jeg følte mig meget presset og utilpas. Pædagogen var fast besluttet, og sagde overlegent:

 ”Du får jo besøg af dine to små kusiner i morgen ikk? Hvis du ikke hopper bliver besøget aflyst!”

Stemningen i salen var nu virkelig anspændt, og da jeg kiggede rundt så jeg medfølelsen i de andre unges øjne, og foragten i pædagogernes ansigter. Men ingen sagde noget. Jeg følte ikke at jeg havde noget valg, og gjorde tegn til pædagogen om at han jo så måtte kaste bolden.

”Du begynder bare at hoppe!” lød det skarpt fra ham.

Jeg måtte bruge alle kræfter for at styre de følelser af ydmygelse, svigt og had, der strømmede ind over mig, inden jeg satte i gang. Men han kastede aldrig bolden. Jeg stod bare og hoppede, op og ned, foran hele afdelingen og flere pædagoger.

Efter lidt gik spillet videre, og resten af dagen gik sin gang.

Om aftenen, da vi unge var på vores værelser, overhørte jeg pædagogernes møde. Mit værelse lå ved siden af køkkenet, hvor de sad, hver eftermiddag og aften, og snakkede om os unge. Den aften var vi kun lige kommet ind på værelset, da jeg hørte en af de andre pædagoger hæver stemmen og endelig konfronterer den pædagog, der havde bedt mig hoppe. De diskuterede, og det var med splittede følelser at jeg lyttede med, mens han fik rent besked. Jeg var fuld af fryd over at han ikke fik opbakning fra de andre, men samtidig kunne jeg jo ikke bruge dette til noget. Ydmygelsen var sket.